Besøgstæller

søndag, september 12, 2010

Alle gode gaver…..

Denne strofe har fløjet gennem mit hoved mange gange denne sommer :-)

For hvor har jeg dog hygget mig med mit drivhus og min plantepyramide.  Forleden rundede vi de 100 agurker – høstet fra 2 planter og se bare dagens høstdagens høst:

3 agurker, chili og tomater fra drivhuset og fra plantepyramiden – bredbladet persille og æblesalvie :-)

Persillen kommer i fryseren – stegt flæsk med persillesovs kan få julelysene frem i Jakobs øjne :-)

Salvien bliver tørret og bliver bl.a. brugt til et af husets yndlingretter:  Mørbrad Favorit fra “Grydekogebogen” – en kogebog, som min mor brugte rigtigt meget og som det lykkedes mig at finde antikvarisk for nogle år siden.

Om jeg strikker?  Selvfølgelig gør jeg det, men ikke ret meget bliver helt færdigt.  Jeg kunne godt lige bruge et besøg fra MonteringÅge :-)

mariussweater

Denne blev dog færdig til besøget i Hjørring i slutningen af juli.  En fin drengesweater til Marius.  Den anden til lillebror Aksel blev færdig i togturen hjem, men har jeg fået den monteret – Hm!

A propos besøget i Hjørring og “alle gode gaver”, så var vi så heldige, at niece Trines svigerfar vidste hvor porsen voksede, så jeg fik en ordentlig buket med hjem, der nu er sat over, så årets julesnaps er reddet.  Snapsen skal kun trække på porsen i 4-5dage, men efter den er filtreret, skal den stå 3 måneder før den kan bruges – og ja – så er det jo snart jul.

Lige nu strikker jeg en bolero til grandniece Ida, som fylder 11år på fredag – den skal nok blive færdig :-)

mandag, juli 12, 2010

Hyldeblomstsnaps

Måske hørte du mit navn blive nævnt i P4 forleden.  Man snakkede nemlig om, hvad man kunne bruge de skønne hyldeblomster til og hyldeblomstdrikken kender vi vel alle efterhånden, så jeg skrev et tip til programmet – nemlig at lave snaps af dem i stedet.hyldeblomstsnaps

Læg de plukkede blomster i et glas med låg og dæk dem med klar Brøndum eller Svendborg (den sidste er billigere og lige så god).

Lad det stå og trække 2-3 dage og filtrer det.  Så har du en skøn snapseesssens.  Det var den mest vidundelige duft, som bredte sig i køkkenet, da jeg filtrede det, så jeg er spændt på at smage den senere.

Den skal selvfølgelig fortyndes, når den skal drikkes.  Hvor meget ved jeg ikke, men det må komme an på en prøve.  Normalt bruger jeg ca. 8 cl ( 2 dessertvinsglas) til en hel flaske (75 cl).

Lidt af hvert

Læg lige mærke til, at mine billeder har fået afrundede hjørner.  Lona gav mig nemlig et godt tip, da vi i lørdags var til strikkecafé hos Lene .

Lona fortalte mig, at hun bruger Windows Live Writer til sine blogindlæg.  Vel hjemme fik jeg det straks downloaded og ja – det er meget nemmere, at lave pæne indlæg.  Man kan en del ting, som jeg liiige skal have fundet ud af, men tak Lona, for det tip :-)

Det er godt nok varmt for tiden, men jeg prøver, at lade være med at klage :-)  Jeg tænker nemlig ca.1½ måned tilbage, hvor jeg blev mere og mere deprimeret over det kolde vejr.  Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst fik sandalerne og de ærmeløse bluser så sent på.

Det var dog dejligt med regnen i går aftes.  Meget blev det ikke til –aftenhimmel en 4-5mm, men se lige den skønne aftenhimmel, som viste sig bagefter:

Drengestrik

marius

Lige nu står den på drengestrik.  Senere på sommeren skal vi en tur til Hjørring for at besøge min ene niece.  Trine har to drenge, som selvfølgelig skal begaves med et par sweatre.

Opskriften er fra Drops (59-2).  Jeg er klogeligt starte med den største :-).  Normalt ville det ikke være noget problem, at nå at strikke 2 sweatre str. 2 og 6år på 3 uger, men jeg er lidt spændt på, om jeg når det.  Vejret er jo ikke ligefrem til uldstrik, så det er stort set kun om aftenen der strikkes, men bullen er da næsten færdig.

Garnet er noget Jill fra Ingelise, som jeg har haft på lageret en del år.  Det er nemlig købt til en sweater til Finn.  25 nøgler har jeg, så der er videre planer.  Jeg har lidt dårlig samvittighed over, at det mest er grandniecerne jeg strikker til (pigestrik er nu sjovest :-)  ), så nu må det snart være Augusts og Ottos tur til noget grandfasterstrik – derfor har jeg lige købt denne her hos Knitpicks:

10421220

Opskriften går fra str. 2 – 10 år.

Der bliver nok kun garn nok til den ene af det råhvide Jill – meeen – jeg har da andet på lageret :-)

mandag, juni 28, 2010

Strik bliver det skam også til

Noget får jeg skam da strikket og hæklet. Pandaen blev skam færdig og blev overrakt til den unge mand, da han fik huen på i onsdags.

En kær kollega er gået af og til hende fik jeg strikket et smukt, varmt sjal. Desværre fik jeg det ikke fotograferet, men billedet fra bogen "Zauber der verkützen Reihen" får du her. En lille top til naboens Mathilde og en sommerkjole til Tilde, er det skam også blevet til, men de er endnu ikke monteret så....

Ellers vader jeg rundt i forskellige strikketøjer. For laaang tid siden startede jeg på en Drops-trøje i det lækre Bentegarn, men jeg er ikke sikker på at faconen klæder mig, så den ligger meget stille. Jeg overvejer at trævle den op og strikke en Vifte (MI) i stedet. Det er efter jeg strikkede Empiren , at jeg er blevet i tvivl. Den klæder mig bare ikke og bliver nok også trevlet op. Det er noget med, at jeg har utroligt lange ben, så overskæringen sidder for højt oppe på begge disse modeller. Understellet bliver endnu længere :-D

Og så er der jo Flettesjalet og Kabeltrøjen - HM. Et par sommertoppe ville jeg også gerne lave. Flere er startet men lagt væk igen, så lige nu strikker jeg endnu et børneprojekt.

Glade dage

Så blev han student min dejlige søn og det med et superflot resultat - 10,7 i gennemsnit. Jamen hvor har han det dog fra :-)

Dagen efter blev håret klippet - ikke helt kort, men i en mere passende længde :-)

Hvor han dog ligner sin far det dejlige "barn" - han besidder en god form for protest mod "reglerne". For et par år siden erklærede han, at han ikke ville klippes før han blev student og sådan blev det. Jeg fik dog lov til at rette det til forrige jul, men det gik ikke så godt og så har jeg ikke fået lov til at røre det siden, men torsdag gik så turen, for første gang i den unge mands liv - til frisøren :-)

Jeg er bare så glad og stolt. Ikke mindst over det flotte resultat, men så sandelig også fordi jeg nu føler, at min "mission" er fuldført. Den mission jeg fik den skrækkelige dag for snart 7 år siden, hvor vi mistede Finn - nemlig at få ført Jakob helskindet igennem, at miste sin far i en alder af 13 år. Jeg er dybt taknemmelig over, at vi fik lov til at få så langt et forløb med Finns sygdom, at vi begge to - Jakob og jeg , var så klar, som man overhovedet kunne blive, til at miste Finn.

Det er bare så dejligt at se, hvor meget af Finn, der skinner igennem i den unge mand. Det sværeste for mig at forstå da Finn døde var, at den geniale hjerne, som rummede så megen viden, bare forsvandt. Men hold da op, hvor er meget af det ført videre i Jakob. Selvfølgelig ligger meget af det i generne, men påvirkningen fra Faderen er der skam også i aller højeste grad, selv om han ikke har været der de sidste 7 år.

mandag, maj 24, 2010

Se lige....

..... hvad der groede frem i min have i lørdags.
Jeg har længe ønsket mig et drivhus. Tanken har udviklet sig gennem de sidste par år, hvor jeg har kunnet se, hvor det bar hen ad med mine svigerforældre. Farfar havde nemlig et drivhus og jeg har længe gået og luret på, om det evt. kunne flyttes. Men jeg gjorde op med mig selv, at det var for besværligt og da jeg hævede mine dyrtidsopsparing for et par måneder siden, synes jeg, at jeg godt kunne få råd til at købe et, så det blev gjort og skulle jo så rejses.

"Det skal du ikke gøre alene" sagde Jens (min nieces mand) til mig for et par uger siden. "Vi kommer og hjælper" - så lørdag troppede et arbejdshold op bestående af min niece, min nevø med ægtefæller og børn og så blev der ellers knoklet i 7-8 timer.

Jakob og jeg startede med at grave ud.

Et par kubikmeter jord blev flyttet, så soklen kunne stå rigtigt (Jens er tømrer og har forstand på slige sager ).

"Tøserne gik i gang med at samle mens ungerne hyggede sig på trampolinen og efter nogle timers knoklen var drivhuset rejst.

Midt i alt det havde Jakob også fået den gasgrill vi købte i efteråret til at virke, så arbejdsholdet kunne få sig et velfortjent måltid efter endt gerning.

Nu mangler der "kun" vinduer - det kan jeg godt selv klare. Jeg gik i gang i går og skulle gerne fortsætte i dag - men hvor blev sommervejret lige af ?

Pavestolt...

....er lige hvad jeg blev i fredags.

Det var torsdag, som var sidste skoledag for den unge mand. Ved midnat natten til fredag blev det bekendtgjort, hvad årets studenter skal op i og de fik deres årskarakterer.

Derfor var Jakob til middag på gymnasiet og moderen sov, da han kom hjem, men han havde lovet at lægge besked til mig.

Da jeg stod op fredag morgen kunne jeg så studere hans årskarakterer. Tolv 12-taller på det foreløbige eksamensbevis !! :-D og et rimeligt heldigt udtræk af eksamensfag. De skriftlige fag var blevet bekendtgjort, så et par dage før, var det gået op for Jakob, at når han skulle op i skr. spansk skulle han ikke op mundtligt - den eneste eksamen han frygtede - hvor heldig kan man være :-) Mundtlig engelsk, oldeævl, musik og så det man kalder AT-forløb. Sådan!! Musik var et stort ønske hos den unge mand, så det var bare heldigt, at han skal det :-D

Fik jeg lige taget en kopi af karakterbladet, så jeg kunne vise det frem til mine kolleger :-) Han er noget af en nørd min kære søn.

Og så skal jeg da lige fremhæve det, som jeg så absolut ikke undlader, at gøre over for alle, som gider høre på mig. Jakob tog 10.klasse med før han startede i gymnasiet og det har bare været så godt for ham. Jeg forstår ikke politikerne og de forældre, som har så travlt med at få de unge hurtigt igennem skolesystemet. Lad dem dog få ro og tid til at modnes - det giver virkelig bonus. Jakob havde ikke fået de gode karakterer, hvis han var startet et år før.

Og så lige lidt mere pral :-) Med det enorme faglige overskud han har, bruger han sin læseferie på, at lave eksamenslæsning for de kammerater, som har brug for hjælp:-) Ja - pæren falder sjældent langt fra hesten, så han vil være gymnasielærer :-D

fredag, maj 14, 2010

"Pandaen er landet"..

...stod der i den SMS, som min håbefulde pode sendte til mig, da jeg stod og ventede på ham i lufthavnen sidste fredag og hvor er jeg dog glad for det. Jakob havde med sit spanskhold været 5 dage i Malaga og jeg nåede da liiige, at få et sug i maven, da jeg fredag morgen så, at en ny askesky var på vej :-)
Heldigvis blev jeg hurtigt beroliget, da jeg så at der var østenvind. Ikke at det er så besværligt, at skulle hjem fra Malga, hvis flyvning var stoppet, men med tanke på, at den unge mand kun havde 8 skoledage tilbage, var det ikke lige det rette tidspunkt, at blive forsinket på.

Næste fredag er det sidste skoledag for den unge mand. 14 år siden er det, at han havde sin første - se bare hvor stolt og glad han ser ud på billedet. Det er mærkeligt at tænke på, at denne epoke snart er slut, men heldigvis er der jo stadig tilstrækkelig meget barn tilbage i ham, så moderen kan få lov til at lave lidt sjov, når han får hue på om 1½ måned.

Jakobs kærlighed til pandaer er før nævnt her og det er kendt på det halve gymnasium, at han har det bløde punkt. Så se lige her:
Denne opskrift har jeg haft i rigtigt mange år og det må da være den rette studentergave til den unge mand, så jeg er i fuld sving med at hækle den :-)

Det bliver nu ikke den eneste gave, men mere om det senere.
Til den store dag, skal moderen selvfølgelig pyntes behørigt.
De små pandaer har jeg købt på en strikkefestival. Jakob har fået én og til de to andre har jeg købt et par små kreolerringe, så jeg kan have dem i ørene, når jeg skal sætte huen på Jakobs hovede. Hvor jeg dog glæder mig. Den skik fandtes ikke, da jeg blev student. Mine forældre var slet ikke til stede - men hvor er det dog dejligt at vi forældre nu får lov til at deltage i festen lige fra starten og mon ikke de fleste straks kan se, hvis mor jeg er :-)))

mandag, april 05, 2010

Jeg er her skam endnu...

...men her er noget af forklaringen på, hvorfor jeg ikke har opdateret bloggen i laaang tid.

30 flyttekasser + det løse er i dag blevet transporteret fra mine svigerforældres hus til mit.

Pu-ha -det er noget af et arbejde, at få tømt et hjem, som har eksisteret på samme adresse i 50 år. Heldigvis var mine svigerforældre ikke samlere, så kunne det have været meget værre, men kærligheden til bøger havde Finn ikke fra fremmede. Farfar havde rigtigt mange bøger og rigtigt mange af dem er historielitteratur. Så Jakob har pakket 9 kasser med bøger og jeg et par stykker. Jakob vil jo være gymnasielærer med matematik og historie som fag, så der er sikkert mange af Farfars bøger, han kan få glæde af, og som barn af et par forældre med en bogsamling på et par tusind stks. har han jo fået glæden ved bøger ind med modermælken.
Ud over bøger har vi pakket nogle kasser med køkkengrej til den unge mand, så han - når den tid kommer - kan flytte hjemmefra med et næsten fuldt udstyret køkken. Nogle få møbler får han også med sig + en masse andre ting bl.a. Farfars meget smukke skakspil, som er fyldt med herlige minder om mangen en god skakstund med Farfar.

Hvor er jeg dog glad for, at jeg endelig fik lavet mit tag sidste år så vi nu har et dejligt isoleret og tørt loft, hvor de fleste af tingene kan komme op på lager. Men - men - det er jo ikke kun den unge mand, som har arvet. Jeg er jo ikke desideret arving, men svigerinde Lone syntes, at jeg også skulle have min del af indboet, så rigtigt mange dejlige ting er flyttet ind i mit hjem og skal i den kommende tid findes frem fra kasserne. Noget er dog allerede på plads og pynter i mit lille hjem.
Bare se de dejlige blomster i havestuen. De fleste af Farmors blomster er flyttet hjem til mig. Lone bor i en 2-værelses lejlighed og har ikke plads til så meget. Læg mærke til de søde skjulere. Mine svigerforældres hus er et af de typiske fra tresserne med store vinduer og en meget lang vindueskarm. Alle Farmors skjulere er de hvide med hjerterne og de fleste af dem er nu mine.

Det er med blandede følelser at man tømmer et hjem, man har kommet i gennem så mange år (godt 22 for mit vedkommende). Det er vemodigt, men samtidigt fyldt med en masse dejlige minder og glæden ved alle de skønne ting, man nu bliver begavet med.

Der er faldet mangen et smil af på vejen, for i gemmerne var der ting, som Jakob og jeg ikke kendte til eller havde glemt eksistensen af. Forleden fandt Lone nogle spritdublikerede tidsskrifter, som Finn lavede sammen med en god ven i starten af halvfjerserne. Det er guld værd for Jakob at få dem. De er rablende gale, med den form for humor, som Jakob har arvet efter sin far, så han hyler af grin når han læser i dem. Lykken er, at have sådanne ting efter en far, som desværre ikke er der mere.

I gemmerne fandt jeg også en billede - en tegning, som Jakob havde lavet til Farfar, da han var en 6 år gammel - fint sat i glas og ramme - jeg tror den er fra Farfars 70 års fødselsdag.

Ja - jeg kunne blive ved, men skal ikke trætte mine læsere med mere denne gang.

Om jeg får strikket noget ? Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har slet ikke kunnet undvære denne afslapning i den gode stol foran fjernsynet i denne tid, så strikket bliver der skam, men desværre er jeg inde i en periode, hvor jeg ikke rigtigt får gjort noget færdigt. Den mønstrede trøje er næsten færdig - mangler kun forkanter, men de driller. Så har jeg strikket en halv forbryder, men trængte så til noget mindre, så en sommerkjole til Tilde er næsten færdig.

søndag, januar 31, 2010

Der bliver skam også strikket

Denne her startede jeg på i juleferien og har nu strikket hele bullen og et ærme. Desværre viser billedet ikke rigtigt de skønne farver - den er mere varm i farverne i virkeligheden. Den er strikket i dobbelt Arwetta på p.4 efter denne opskrift. Dog strikker jeg den med rund hals og krave og så selvfølgelig med lynlås :-)
Og hvorfor er det så liiige, at jeg altid vil have lysnlås i stedet for knapper. Det er ganske simpelt fordi, at temperaturen på skolen svinger meget, så mine trøjer kommer af og på mange gange i løbet af dagen.
Og så skal jeg da også lige vise den smukke julegave, som jeg fik fra min broders dejlige unger. Min kære niece har fundet ud af min svaghed for Gudrun Sjodén . Forrige jul fik jeg et skønt blomstret uldtørklæde, som sidan da har varmet min hals hver eneste dag i vinterhalvåret. Denne gang blev det til dette smukke forklæde og et par dejlige viskestykker :-)

Så skulle det være

Så ville hun ikke mere min kære svigermor. Natten til torsdag i sidste uge sov hun stille ind. Det var jo ikke sådan det skulle have været, men når det nu ikke kunne være anderledes, var det godt, at det ikke trak længere ud.

Da Farfar døde for præcis et år siden i dag, havde vi håbet på, at Farmor endelig - efter at hun i 3 år havde passet sin syge mand - kunne komme ud og blive "luftet" lidt. En tur i Tivoli eller måske en shoppetur, men sådan skulle det ikke være.

Efter hun faldt i sommer er det bare gået nedad. Siden hun kom hjem fra Hospitalet i september, har hun ikke været ude af sengen. Selv om der blev installeret lift hos hende, var hun ikke tryg ved den, så den kom aldrig i brug. Og så går det jo, som det går, når man ligger hele tiden - hun fik liggesår og det kneb med lyst til at spise.

Men vi føler alle 3 - svigerinde Lone, Jakob og jeg en stor lettelse. Jeg er fuld af beundring for min kære svigerinde, som i et halvt år har besøgt sin mor stort set hver dag. Jakob tager det i stiv arm. Det har været hårdt for ham de sidste par gange, vi har besøgt Farmor.

Selv sidder jeg fuld af minder om en utrolig dejlig svigermor. Tænk at være det forundt. Farmor var et utroligt dejligt og meget kærligt menneske og dette sidste halve år har lært mig, hvor Finn havde sin styrke fra. Hvis han havde influenza, roskildesyge eller lignende havde han mindst pest, kolera eller kalvekastningsfeber og var mindst døden nær, men i de 7 år han kæmpede med kræften fejlede han intet og klagede sig aldrig. Sådan har det også været med Farmor - ikke et kny har hun givet fra sig i dette halve år, men bare været det samme dejlige kærlige menneske med let til smil.

Tak for al din kælighed kære Farmor. Jeg vil savne dig.