Besøgstæller

søndag, september 17, 2006

Tyrkfejl

Har du bemærket min lille tyrkfejl i forrige mail?

Jeg sad lige og gennemlæste hvad jeg skrev i går og når man nu skriver skygge så mange gange, så......

men det er selvfølgelig skyllemiddel der skal stå :-)))))

Når jeg nu alligevel er ved tasterne. Jeg glemte da helt at skrive, hvad garn den lille norske trøje er strikket i. Det er Gepards Cottonwool, som er noget af det blødeste jeg længe har haft i hånden.

Det kunne være, at det var det jeg skulle slå mig på. Jeg er ved at være træt af at strikke store projekter, som kradser.

Men, men, men - nu får vi se. Det er noget dyrt. Næste forsøg hedder "Profil" strikket i Gepards Soft Woolsilk, men det kunne være, at jeg skulle gøre et forsøg, inden jeg for alvor klør på.

Birthe P. gav mig engang det råd, at jeg skulle prøve at sidde med et fed af garnet rundt om halsen. Hvis jeg kan klare det, kan jeg roligt strikke af garnet.

Et andet garn, som jeg har på lager, er KingColes Merino, så det skal også prøves.

lørdag, september 16, 2006

Ikke syv i et smæk--------

---men tre på en dag.

Kan I slå den?

Se nu bare her, hvor flittig jeg har været: Endelig er skyggejakken blevet helt færdig("Jakke med storkrave" fra Vivian Høxbros "Skyggestrik"). Jeg startede på den ved sidste års strikke-festival og strikkede rimeligt flittigt på den. Men så kom der lige et prinsesvøb i vejen og den lå stille et stykke tid. I foråret kom den frem i lyset og blev strikket færdig, så kun monteringen manglede. Men, men, men - så blev det meget varmt, og hvem kan sidde med 500g alpacka-strik på skødet i den varme.

Nu er jeg meget spændt på at få den i brug. Den er strikket i Drops Alpacka, som passer fint i strikkefastheden, men jeg er jo en sart sjæl med hensyn til det uldne. Jeg synes det stikker. Det skal nu så lige siges, at jeg har prøvet den over en ærmeløs bluse, og nu får skyggen lige en gang vask med balsam som skyggemiddel, og så håååber jeg.....

Jeg undrer mig stadig over som tiden dog går

I foråret skrev jeg om, hvor mærkeligt det er, at Jakob var blevet så stor, at han gik til eksamen, og i går var der atter en skelsættende dag i den unge mands og mit liv :-))))

Unge mænd får jo dun på overlæben og på hagen, og efterhånden er det ikke kun små dun, men desiderede skæghår. Ja - så vi måtte jo til det - en barbermaskine blev købt.

Det er en af disse sære små ting, som jeg må tage mig af, nu Finn ikke er her mere. Ja - man støder jo ind imellem på den slags mandesager, som jeg ikke har så meget forstand på, men heldigvis er der jo mandfolk i familien, som kan hjælpe til med råd og dåd.

Aftershave fik vi skam også købt. Så meget ved jeg da. Og så må vi jo håbe, at den unge mand kan finde ud af det. Ellers må han ud til fætter Jeppe og få en prøvetime :-))))

Hu-hej hvor det går

Så blev endnu et projekt færdigt. En gammel UFO blev fundet frem og færdiggjort.

Måske kan du genkende trøjen, for jeg har vist den før. Faktisk blev den færdig for 2½ år siden - strikket til min Grandnevø Otto - men!!!

Grunden til at jeg ikke fik den færdig før han voksede fra den var, at jeg ikke kunne finde knapper til den til en rimelig pris. Tinknapper koster jo en formue, men i sommerferien faldt jeg endelig over nogle, som var til at betale da vi var på Middelaldermarked på Bornholm.

Og så passer det så fint, at Ottos lillesøster Anna bliver 1 år på tirsdag - samme dag som svigerinde Lone bliver 50 år, så det må vist siges, at være 2 fine fødselsdagsgaver, jeg der har fået "tryllet" frem.

Færdig Tweedie

Så blev den næsten færdig Tweedien.

Det er med vilje, at jeg ikke har hæftet enderne ved ærmerne - jeg er nemlig ikke sikker på, om ærmelængden passer, så Lone skal lige prøve den først, før det bliver ordnet. Det er på næste lørdag hun skal have den.

Desværre har jeg stadig problemer med kanterne foran. De er i forskellig længde, fordi jeg - selvom jeg har strammet garnet, som der står i opskriften - har en løsere kant i starten af pinden, end i slutningen af pinden.

Men nu ryger den en tur i vaskemaskinen og så får jeg se, om jeg kan strække den i facon. Ellers må den have en tur under dampstrygejernet.

Jeg har brugt 4-trådet Opalgarn til den.

Pink - gennemgående farve - 133

Lys grå - øverste stribe på bul og ærme - 70 g

Lidt mørkere grå - øverste stribe på bul og ærme, og mellemste stribe på bul - 100 g

Mellem grå - nederste stribe på bul og ærme og mellemste på bul - 79 g

Mørkeste grå - nederste stribe på bul og ærme - 78 g

Striberne på ærmerne er ikke lavet som i opskriften, men indrettet efter min garnmængde af den lidt mørkere grå farve, så jeg sad med min digitale køkkenvægt ved siden af mig, da jeg strikkede det første ærme.

søndag, september 03, 2006

Det går fremad med Tweedien

Kære Frida og andre Se nu bare her hvor langt jeg er kommet med Twedien. Jeg er ved at være halvvejs med det andet ærme, så den skal nok blive færdig til tiden.

Der er dog et problem med den, som I nok bedre kan se her:

Selv om jeg er en meget rutineret strikker har jeg problemer med at få de to kanter ens, så den ene er løsere end den anden.

Dog mener jeg at have en løsning til at få det ændret. Mere om det senere.