Besøgstæller

fredag, december 28, 2007

Lediggang er roden til alt ondt....

...så godt jeg er beskæftiget :-)
Ja - jeg nyder de dejlige feriedage, og heldigvis har vi ikke så meget på programmet, så der er tid til at få ordnet nogle hængepartier.
Min fryser trænger til at blive afrimet, men det er lidt svært, når den er fyldt med frugt fra min sommerhave. Nu fik jeg taget mig sammen og det har resulteret i 25 glas dejlig marmelade.
Jeg startede 2.juledag med at grave 7 kg frugt op ad fryseren - brombær, hindbær, ribs, solbær og rabarber.
Brombærene blev blandet med æbler (også fra haven) og det giver en skøn marmelade.
Solbærene kom i en gryde for sig selv
UHM - pandekager med solbærmarmelade - jeg glææææder mig til slankekuren er overstået.
Hindbær, ribs og rabarber måtte jeg lægge i køleskabet, for jeg havde forregnet mig og havde ikke sukker nok til alt det, så i går måtte jeg i Kvickly og igang igen. Og for at det ikke skulle være løgn, var brombærmarmeladen blevet for tynd, så den måtte liiige have et opkog og et brev Melatin.
Det er ret begrænset, hvad jeg selv spiser af marmelade, men Jakob er jo glad for det, og så er det jo lækkert altid at kunne gå på lageret efter noget godt, når man står og mangler en værtindegave.
Sjovt nok var jeg jo forment adgang til køkkenet i de 16 år, jeg fik med Finn - undtagen når der skulle vaskes op, og når der skulle bages eller syltes. De 3 ting har altid været mit domæne. Opvasken gider jeg ikke, så jeg forsynede mig ret hurtigt med en opvaskemaskine, men de andre to ting holder jeg meget af. Og med min dejlige gamle have er der jo så rigeligt med frugt at tage af :-)

Ingen kommentarer: