Besøgstæller

tirsdag, august 08, 2006

Jeg har også fået brugt hænderne

Der blev skam også både strikket og hæklet i ferien. Mange har problemer med at strikke i varmen, men bambuspindende har hjulpet meget på dette, så Tweedien er vokset. Den skal være færdig til den. 23.9. og det bliver den også. Den er ret hurtig at strikke.

Men som mange gange om sommeren blev jeg grebet af hæklingen. Da Tilde blev født havde jeg ingen barselsgave (prinsesvøbet var jo ikke færdigt), så en spencer med tilhørende hat blev købt i Kvikkerly. Hatten var meget stor, så jeg hæklede en i en passende farve, som jeg havde med ved barnedåben. Men ak - den var for lille - så et par nye blev produceret på Bornholm.

Der gik sport i hatte-hæklingen. Anna skulle jo også have en. Og så ville jeg da lige lave en i nummeret større. Den passede lige til Katrine på 3 år. Jeg var godt klar over, at når Katrine fik en, ville storesøster Marie på 5 år nok også have en, så indtil nu er det blevet til 5 små fine sommerhatte. Opskriften er fra Garnstudio Baby-Drops nr. 14-4.

Jeg blev ret inspireret til at hækle mere og vidste, at jeg havde en UFO i kælderen fra tidligere somre. Faktisk var jeg længere end jeg huskede. Selve den runde dug er færdig og blonden er vokset med 3 rapporter i Flatø-ugen.

Og læg så i øvrigt lige mærke til, at jeg har lært at lave afsnit :-))

Atter hjemme

Så er jeg hjemme igen efter et par dejlige ferieuger. Først gik turen til Bornholm. En lille uge blev tilbragt i Gudhjem. Se lige udsigten fra terassen.

Trods varmen var vi ret aktive og fik besøgt Middelalder-markedet, var på sejltur rundt om Hammerknuden, spillede Mini-golf i Sandvig, så på Sommerfugle i Nexø, spiste på Pakhuset i Svaneke og selvfølgelig skulle vi også besøge Lene i Sandvig.

Et par dage blev tilbragt hjemme inden næste ferieuge kaldte. Denne gang gik turen til Flatø i Guldborgsund. Min svoger blev 60 år og havde inviteret hele familien til Flatø. Det er bare et skønt sted. Se mere her . Og hvor var det dog dejligt at være så intenst sammen med hele familien - 30 stks. i alt fra min søster på 64 år til min nevøs lille datter på 7 mdr.

Vi er gode til at være sammen og har altid gjort sådan når vi er sammen på ferier, sørger vi selv for morgenmad og frokost, men spiser aftensmad sammen.

Tirsdag blev Erling så 60 år og blev fejret på behørig vis. Vi havde skillinget sammen til en lækker Kildemoes cykel til ham.

På billedet er det Falster, der sejles i mod.

Vores eneste forbindelse til fastlandet var 3 små motorbåde. Kun ved til- og afrejse blev vi fragtet over af en større motorbåd. Det var noget af et læs der skulle fragtes over til 30 mennesker i 6 dage. 4 af børnene er under 2 år, så klap- og barnevogne skulle jo også med.

Og så var vi jo også heldige med vejret. Trods en noget broget vejrudsigt blev det ikke til så meget regn og se lige denne smukke solnedgang over Lolland.