Besøgstæller

søndag, februar 24, 2008

YES

.....prøv lige at se på min nederste Ticker. MÅLET ER NÅET !!!!!

Det eneste mål, som endnu ikke er nået, er at få taljevidden til at passe til resten :-)

Hvorfor skal det lige være sådan, at jeg nu har smalle kinder og tynde lår, men ikke en slank talje ? ØV ! :-) meeen - jeg har meldt mig til et Pilates-hold, som starter i april og så kommer det forhåbentligt :-))))

Siden uge 33 sidste år har jeg fulgt Vægtvogternes retninglinier og nu er jeg 13 kilo lettere - hvilket betyder, at jeg har tabt gennemsnintligt c. 450 g om ugen. Det er bare så skønt og jeg synes faktisk ikke, at det har været svært :-))))

Meeen - jeg besidder også en god portion stædighed, når der er noget jeg VIL !!

Det er straks værre med det næste skridt - nemlig at skippe rygningen - og det er nok fordi jeg i virkeligheden ikke har lyst :-(

MEN DET SKAL VÆRE !!! Hvornår ved jeg endnu ikke, men jeg har da visse planer :-)

Skal jeg så nu til at spise flødeskumskager m.m. Nej tak - jeg skulle jo gerne holde vægten og faktisk tror jeg, at det bliver lidt svært ikke at tabe mig mere. Jeg skal lige vænne mig til, at jeg godt må unde mig selv en lille lade til aftenkaffen :-))))

søndag, februar 17, 2008

Selvforkælelse

er der også blevet overskud til. Hvor jeg dog ind imellem savner min superkok, som hver week-end diskede op med en lækker frokost. Forleden snakkede jeg med hans søster, som skulle til at spise sådan en her: UHM - russisk salt med spejlæg. Det har jeg ikke fået siden Finns død for snart 4½ år siden, så nu skulle det være. Behøver jeg at sige, at jeg nød den :-)

Smukke blomster

Se lige, hvad jeg fik af mine gæster i går:

Den røde buket er fra min niece Rikke, som kender min svaghed for rødt. (Rikke er optiker og det er hende, som har lavet mine fine røde briller).

Den fine vandkande med påskeliljer er fra min søster og svoger. Min søster kunne slet ikke stå for den - den er bare så sød. Min søster hedder Kirsten - det er derfor, at vi her i huset har NaboKirsten og MosterKirsten, og for at det ikke skal være løgn hedder hendes mand Finn, så han hedder aldrig andet end NaboFinn.

Vi har nu været naboer i godt 18 år og de er de bedste naboer man kan ønske sig.

Den første uge efter Finns død, ringede Kirsten lige på en gang om dagen, bare lige for at høre, hvordan jeg havde det, og som jeg skriver i forrige indlæg, kommer Kirsten ind imellem ind med nybagte boller til Jakob. Så kan det ellers nok være, at der er en, som får stjerne i øjnene.

Læg lige mærke til bogen, som endnu ikke er kommet ned i min "skalogsålæsebunke" ved siden af min seng. Det er min sidste nyerhvervelse. Jeg elsker at læse historiske biografier :-)

Dejlige feriedage

Hvor jeg dog har nydt min vinterferie og mon ikke det er det dejlige vejr, som har givet mig lidt overskud til at være "den gode mor" :-)
Se lige hvad jeg fik bagt forleden:
Dagen før blev fryseren afrimet og for gammelt blev smidt ud. Imens bagte jeg 30 boller uden rosiner til Jakobs skuffelse :-)
Så måtte jeg jo i gang igen - denne gang med rosinboller og pølsehorn. Så nu er fryseren godt fyldt med GUF til knægten.
Noget blev nu spist i går hvor vi havde gæster.
Jeg ÆLSKER at bage - men har ikke fået det gjort så meget de senere år. Problemet er, at Jakob ikke er vild med grovboller, som den sundhedsbevidste mor ellers har bagt - det skal være de fine fødselsdagsboller, som NaboKirsten kommer med til Jakob, når hun har bagt.
Knægten har jo været for tyk i nogle år, så jeg har holdt strengt på, at der ikke var noget, der hed hvidt brød, men nu - hvor han har tabt sig meget - må han godt :-)

torsdag, februar 14, 2008

Ballerinaen vokser

Ja-ja - det går fremad. Nu er jeg ved det andet ærme. Den bliver utroligt lækker, men det er et tungt strikketøj at sidde med, så jeg har trådt lidt vande med hensyn til et frikvarters/siddevedcomputeren/gåibyenstrikketøj :-)

Der er blevet startet på et par hæklede dukker, hæklede tæppelapper og en Dishcloth. Alt sammen af restegarn, men forleden faldt jeg over denne her .

Det var jo lige den opskrift jeg manglede. For et par år siden købte jeg 16 ngl. Lang Thema - et godt tilbud hos Strikkeboden , og der har været prøvet mange ting med det garn. Men problemet er, at 16 ngl. er lige i underkanten til en trøje til mig. Men, men, men - strikket sammen med en tråd Arwetta - også fra lageret - passer det perfekt til denne opskrift. Det geniale ved opskriften er, at jakken er strikket i baner - lige til at putte i tasken, og den første er allerede strikket.

søndag, februar 10, 2008

Hvad er der lige sket her ?

Mystisk - der er forsvundet nogle ting fra min blog - mine Tickere og diverse andre sjove ting. Hm - det må jeg prøve at finde ud af ????

søndag, februar 03, 2008

Der er forår i luften

Godt nok indendørs - men alligevel. I går fik jeg lige øje på denne her fra køkkenvinduet.

Den hænger i min havestue, hvor jeg ikke kommer så meget om vinteren, men nu hvor det er lysere, fik jeg pludselig øje på, at min Kalanchoe er i blomst.

I dag var jeg lige lidt derude for at vande og temperaturen var oppe på 21 grader - YES!!! Meeeen der er fodkoldt, så det varer noget endnu inden vi kan tage den ekstra stue i brug igen. Dog håber jeg på at vi kan sidde derude på Jakobs 18-års fødselsdag, som falder Påskelørdag, så familien er inviteret til Påskefrokost.

Mange af mine blomster elsker at "bo" derude om vinteren.

Der er lidt varme på, så temperaturen ikke kommer under 10 grader - blomsterne får næsten ikke vand, så de stortrives. Om sommeren er der for varmt, så sætter jeg blomsterne i haven på Østsiden af huset, hvor de fint klarer sig.

Så blev den færdig - næsten

Så blev den færdig - den lille bolero, som er en gave. Der mangler kun, at blive hæftet et par ender. Jeg synes, at den er blevet rigtig sød, så det kan være, at jeg laver en til mig selv også. Nu - hvor jeg har tabt mig, kan jeg jo bedre gå i sådant :-)

Det går fint fremad med Ballerinaen. Jeg er ved at strikke det sidste stykke på ryggen, hvor man sætter masker af til raglansømmen. Hvad skal jeg så have som skolestrikketøj. Mange idéer er der, men jeg har et hængeparti, som jeg hellere må få gjort noget ved.

Her er et par UFO´er. Begge efter Drops-opskrifter. Den ene - gæt selv hvilken :-) - er en sommertrøje til mig selv, som jeg startede på sidste sommer. Strikket i noget tykt bomuldsgarn fra Netto.

Den hvide er til min ene niece Rikke. Hun fiskede sidste sommer efter Mosterstrik og jeg startede i sensommeren på denne.

Men den er blevet for lille fordi strikkefastheden ikke passer og da jeg ikke orker, at strikke det samme en gang til (ærmerne er strikket med ind i og det er jeg ikke så vild med at strikke :-( ) - vil jeg bruge denne her i stedet.

lørdag, februar 02, 2008

Der strikkes og hækles

Ja - ja - men der er endnu ikke billeder. Ballerinaen har ligget stille et par uger. Jeg døjer nemlig med en hård og øm skulder, så jeg har ikke turdet sidde med det tunge strikketøj. Dog er jeg nu i gang igen og er kommet til den sidste kile på ryggen, så det går da lidt fremad :-) I stedet hækler jeg en del - en lille bolero, som skal være en gave. Men den har drillet gevaldigt, så i virkeligheden burde jeg tælle dobbelt antal meter, når jeg får den færdig, for hvor har jeg dog pillet meget op, så jeg har hæklet den mindst to gange :-))) Meeen - den er ved at være færdig, så mon ikke der snart kommer et foto.

You make my day....

Pia har givet mig denne her:

Tusind tak for de smukke ord kære Pia.

Egentligt skulle jeg give den videre, men det bliver jeg nødt til at vente lidt med. Det kræver nemlig en større research, at finde ud af, hvem der endnu ikke har fået den :-)