Og så lidt om min kære pode og også lidt om mig

Den unge mand er lige startet på sit 5 år på matematikstudiet.   Han er et halvt år forsinket – skippede en eksamen fordi han ikke havde fået læst nok og derfor ikke ville få en særlig høj karakter.   Han bliver så kandidat til december næste år.  De gode karakterer skal han gerne have, for at få opfyldt sin ambition om at få en PHD.  Moderen er ret spændt på, hvor han så skal tage den henne.  Der er ikke ret mange PHD pladser på KU og slet ikke inden for Jakobs område.  Han taler om Boston, men Norge kan også være en mulighed.  Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker :-D.  Det er ikke sådan, når man kun har den ene og desuden er enke – så skulle han ikke så gerne være alt for langt væk :-D

Her i sommer har han været 6 uger på ferie i Japan – denne gang sammen med et par kammerater.  Det har været en dejlig tur – jeg så billeder forleden – og han har virkelig fået genopfrisket sproget og lært endnu mere.  Men hvor han trængte til at komme hjem.  6 ugers sammen med andre var lige i overkanten for ham.  Hjemrejsen tog 35 timer på grund af forsinkelser og derved overnatning i Frankfurt, men heldigvis havde jeg mulighed for at møde ham i lufthavnen.

Jeg har nemlig fået en ny jobsammensætning.  Som nogle af jer måske har spottet, røg jeg for 5 år siden godt ned med nakken.  Ikke spor forbavsende.  I 14 år havde jeg skullet være stærk - først de 7 år med Finns kræftforløb og dernæst 7 år, hvor det gik ud på at få Jakob helskindet igennem at miste sin far som 13-årig.  Jeg har tidligere skrevet om, hvor stolt jeg var, da Jakob blev student - stolt over, at han klarede det så flot, men også over at min mission var lykkedes :-D og da Jakobs Japanrejse nærmede sig, kom reaktionen.  Det var en sej omgang og desværre fik jeg Benzodiazepin, hvilket jeg aldrig skulle have haft.  Det viste sig nemlig, at jeg har et stærkt afhængighedsgen, så det var en sej omgang at trappe ud af dem.  Det tog det meste af et år, før jeg var helt klar igen.  Siden da prøvede min chef at få mig til at gå af, men jeg er, som måske bekendt, et stædigt asen, så jeg holdt stand - jeg har ikke lyst til at gå af.

I foråret fik vi så en ny chef og hvilken èn :-D  Han fik selvfølgelig min historie og i stedet for at fokusere på mangler, kigge han på muligheder.  Hvor kunne en med min personlighed gøre gavn ?  En ny mulighed efter at SFO og skole er blevet en enhed, kan man arbejde begge steder, så jeg har nu fået timer i SFO´en :-D  Og hvor jeg dog nyder det :-D  Det har altid været de små, som har haft mit hjerte.  Da jeg blev uddannet, skulle man have et pædagogisk speciale og mit var de små børn.  Jeg har så nu 13 håndarbejdstimer og resten i SFO´en :-D

Jeg supplerer Kirsten, som har systuen og kan sidde og lave håndarbejde med børn, som gerne vil - sikken luksus. :-D 

Så jeg arbejder stadig trods min "høje" alder og har ingen planer om at stoppe sådan lige med det samme.  Jeg er på nedsat tid - 32 timer - og regner med langsomt at trappe længere ned, så jeg stille og roligt kan vænne mig til pensionisttilværeslen, som jo må komme på et eller andet tidspunkt.

Jeg har jo så fået andre mødetider - slipper for de mørke vintermorgener og kunne så hente Jakob i lufthavnen på en tirsdag, hvor jeg ikke har timer på skolen og derfor først møder kl. 13.30 :-D