Mit hus er fra 1931 og min have mindst lige så gammel. Da vi købte huset i dec.1989 var der 10 frugttræer i haven - 8 æble-, 1 blomme- og 1 pæretræ. Det tog meget af lyset i haven, og da vi efter den første sommer så hvilke som bar megen frugt, røg de 4 af æbletræerne, men jeg har stadig æbler fra juli til oktober/november. Det starter med Skovfogedæblerne og slutter med Pigeonerne, som jeg plejer at plukke i efterårsferien. 2 af træerne er podet, så der er 2 sorter på dem og det største af mine træer er det med Skovfogedæblerne, som også har en afdeling med Ingrid Marie. Skovfogederne har vi ikke megen fornøjelse af. De bliver hurtigt kedelige, men til gengæld har vi megen glæde af Ingrid Marierne. Også dem plukker jeg i efterårsferien, og så har vi ellers æbler i laaaang tid.
Så stor var sorgen, da vi for en 5-6 år siden vågnede op til dette syn . En kæmpegren var knækket på grund af vægten fra æblerne. Men, men, men - grenen fik lov til at blive. Der var nemlig masser af liv i den, og den har hvert år siden givet en del æbler i lækker plukkehøjde.
Min flinke genbo var kommet forbi. Han fyrer udelukkende med brænde, og der var jo masser af godt brænde i grenen. Aftalen lavede jeg i mandags og nu kunne jeg glæde mig. Det eneste han har efterladt, er den bunke grene, som ligger foran træet. Hvor det dog har lysnet, så nu kan frugtbuskene bagved træet atter få noget lys, så jeg håber på masser af solbær og ribs til sommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar