En sorgens dag

Jeg græd, da jeg så ud ad vinduet i går morges.

Mandag aften, mens jeg lå og læste i min seng, lød der et bump et eller andet sted i huset, men hverken Jakob eller jeg kunne finde ud af, hvor det kom fra.

Men det fandt jeg ud af tirsdag morgen, da jeg kiggede ud i min have. Lige foran havestuevinduerne lå mit skønne dejlige pigeontræ. Det havde simpelt hen lagt sig ned, men heldigvis ikke fået ødelagt noget - heller ikke min dejlige haveparasol, som Finn og jeg fik i bryllupsgave af mine søskende og som jeg får ekstra meget brug for nu.

Det er det træ i haven, som jeg holder allermest af. Da Finn og jeg første gang så huset i november 1989, var græsplænen under træet fyldt med nedfaldne pigeoner, og det har siden vist sig, at det bugnede med frugt hvert andet år (ulige år). Således altså også i år - bare tænk på de skønne billeder af det blomstrende træ, som jeg lagde ind her på siden i foråret (d.8.5). Og det har formodentlig været kombinationen af de mange æbler og den bløde jord efter den megen regn, som har fået træet til at vælte.

Og så var det også det træ, som stod allerbedst i haven - lige foran min dejlige terrasse, hvor det gave en skøn skygge det meste af dagen. Jeg kan ikke lide at sidde i direkte sol mere, så jeg har nydt den skønne "åbne" skygge fra træet. Men det er slut nu, så godt jeg har min skønne store parasol.

Så var det ellers om at tage fat og i løbet af dagen fik jeg, med hjælp fra Jakob og naboen, skåret hele kronen væk. Læg i øvrigt mærke til Hortensiaen i krukken - ikke en gren blev der knækket på den :-)))

Jeg havde håbet på at vi, når vi fik det meste af vægten fjernet, kunne løfte træet op på plads, men nej - det er knapt til at rokke. Men resten får lov til at blive. Jeg vil fylde jord i hullet under roden, og så får vi se, om det overlever.

Og der er en lille ting ved det resterende træ, som fortæller om mit dejlige "barns" evne til at glædes over "små" ting. Læg mærke til tovet omkring den ene gren. Den gren måtte ikke saves længere ned, for tovet er en rest af en af Jakobs klatretove mellem vores træer, og det skal bare blive ved med at være der:-)))) Det andet klatretov lever skam i bedste velgående. Man kan se det på billederne af mit største æbletræ med den knækkede gren (d.13.4).

Ak-ja - det er ikke sådan, når man har en dejlig gammel have (1931). Det giver en lidt sorger engang imellem.