Besøgstæller

søndag, marts 04, 2012

Dejlige minder eller og nu til noget helt andet

Det er efterhånden 40 år siden, jeg begyndte at slægtsforske.

Begge mine forældre kom fra Jylland og for at forske i deres slægt, skulle man dengang til Landsarkivet i Viborg.

Men min mormor kom fra Sjælland, så hende startede jeg med.

En seminariekammerat havde forstand på slige sager, så hun hjalp mig i gang på Landsarkivet på Jagtvej og jeg fandt ud af en hel del.

Derfor oprettede jeg for nogle år siden en hjemmeside til det.

Men i mange år har jeg gerne villet forske i min fars slægt.  Jeg har nemlig i mine gemmer en bog, som min Farfars mor fik i konfirmationsgave – “Den unge piges hellige timer “

I den er der et afsnit om “Pigen og Ynglingen” – hvor man formanes om, hvordan man skal arte sig over for de unge mænd, men det tror jeg ikke hun har fået læst Smiley

Hun gik nemlig hen og blev gravid i utide, så min Farfar var “uægte barn” og vi har ikke vidst, hvem faderen var.

Men nu er de fleste kirkebøger lagt ud på nettet, så for godt et år siden gik jeg så i gang med det - har fundet ud af en masse og nu ved vi da, hvem som er udlagt som Far.  Om det er ham kan man jo aldrig være helt sikker på Smiley

Til held kom min oldemor fra en velhavende gård, så barnet fik en uddannelse og blev lærer.

scan0007

Se bare dette statelige par - mine farforældre.

Farfar var i mange år førstelærer i Østbirk.

Via min hjemmeside har jeg fået forbindelse til en af mine fætre, som vi ellers havde mistet forbindelsen til og han har lånt mig nogle gamle billeder, hvoraf der er flere, som jeg ikke selv har.

scan0008

Drengen til venstre er min far og til højre hans lillebror.  Far blev født for tidligt, så han er mindre end sin lillebror.

scan0005

og dette billede er min farfar og farmor med alle 5 børn.

Disse barndomsbilleder af min far har jeg aldrig set før. Det er rigtigt sjovt at have fået dem, så nu skal hjemmesiden opdateres.

Lærergenerne har jeg fået fra begge sider.  Som sagt var Farfar lærer.  Min far blev også uddannet til lærer, men brugte det aldrig og tog en HD i stedet.  Han var et matematisk geni, så det er hans gener, som er gået videre til Jakob, der nu studerer matematik på KU – ( OK – jeg er da heller ikke ueffen Smiley)

Min mor var også lærer – sjovt nok. Min morfar var karetmager. Drengene gik i Morfars fodspor og min moster fik aldrig en uddannelse.  Mor var svagelig som barn og som den eneste af de 6 børn, fik hun en boglig uddannelse.

Morfars slægt er der forsket i af en professionel for mange år siden, så min Farmors slægt bliver det næste, jeg skal have fat i.

I skal da også lige have et par billeder af mine morforældre, som også var et stateligt par.  Morfar var også Sognefoged i Brovst indtil han var 88 år.   Han blev 99 år gammel, så han er den eneste jeg rigtigt husker.,,

Disse to dejlige billeder, som er ret store, hænger i min stue

Morfar portrætmormor portræt

Der er nogle ret store spring i generationerne, så min farmor døde, før jeg blev født og min mormor da jeg var 4år gammel.  Farfar døde da jeg var 10år og jeg mindes ham kun som en meget gammel mand.  Min ene faster blev mormor før min far blev far, så jeg har  en fætter, som er 29 år ældre end jeg.  Sjovt nok er disse spring gentaget i vores børn.  Jakob er 26 år yngre end sin ældste kusine.

1 kommentar:

Lone Højbjerg sagde ...

Hvor er det spændende med slægtsforskning. Jeg er først lige begyndt, og min første mission har været at lave foto scanning af alle de gamle billeder, jeg kunne finde fra slægten. Det er så spændende at se, hvordan man har arvet nogle af de samme træk.