SuperKarla

...vokser støt og i tirsdag kom jeg så langt

Billedet er taget ude i det skønne vejr, som vi har været så heldige at have på en 4-dages klasserejse med 5.klasse til Vig i Nordsjælland, hvor Hvidovre har en koloni.

Selvfølgelig havde jeg taget strikketøjet med - 2 stks faktisk :-)

Dropstrøjen til min niece til at strikke på i toget og så SuperKarla, som jeg er ret tilfreds med.

Jeg er nået et stykke længere siden i tirsdags - til firkant nr.41, så nu mangler der ikke så meget. Den er rigtig sjov at strikke, så jeg overvejer kraftigt også at lave både sjalet og Halsduken.

Men kors i hytten hvor var jeg træt, da jeg kom hjem i forgårs og forrige nat sov jeg 10timer. Det er ikke ret tit det sker. Vi har haft det godt, men det at være sammen med 21 unger døgnet rundt i nogle dage, trætter altså en del. Og så skete der jo lige det, som så nemt sker om foråret. Jeg fik alligevel for meget kulde ude i det dejlige vejr, så halsen er ru og næsen løber, men godt med 3 fridage, så jeg kan nå at komme oven på igen :-)

Jakob - har selvfølgelig været hjemme og passe sin skole og huset :-) Hvor er det bare skønt at kunne tage afsted uden at skulle arrangere en hel masse for at få ham passet

Meeen - selvom man er 18, er der alligevel ting, som mor skal være med til. Vi havde en teaterforestilling på programmet i går aftes - "Biblen" på Nørrebroes teater med bl.a. Jonathan Spang og Rune Klan.

Hvert år vælger vi 3 forestillinger gennem "Teaterliv" og denne var desideret Jakobs valg. Stand-up komikere er ikke lige mig. Med halvsnottet næse og øm hals havde jeg ikke meget lyst, så jeg foreslå den unge mand, at han tog sin bedste kammerat med i teatret. Men nej - det ville han ikke. At gå i teatret er noget man gør med mor. Jeg vaklede en del, men med nogle utroligt gode billetter - Orkesteplads 4.række i midten - de har ikke været helt billige - overgav jeg mig og vi tog afsted, hvad jeg så absolut ikke fortrød - det var en ret sjov forestilling :-)

Og det virker :-)

Se lige hvad jeg fik sidste søndag til at gå med :-) "Hvor er du dygtig Mor" sagde Jakob, da han så det færdige resultat.

Tror I ikke at det gamle knækkede lige som jeg havde gæster til Jakobs fødselsdag forrige lørdag.

Hvorfor sker sådan noget altid ? OK - jeg havde trukket den længe. Det gamle, som er det dyreste, jeg nogensinde har investeret i holdt kun knap 4 år.

Dyrt FM-Mattson med bruser ved siden af - med livsvarig garanti - jo Goddav - de billige jeg ellers har forsynet huset med, har holdt meget længere. Og for at jeg nu skulle være sikker på, at garantien holdt, fik jeg en blikkenslager til at montere det, så det kom til at stå mig alt i alt 3000kr.

For et halvt år siden begyndte det at lække vand - det blev værre og værre - kvitteringen havde jeg skam - det ved jeg, men hvilken af mine kvitteringer, hvor skriften er forduftet med årene, ved jeg ikke.

Jeg havde trukket den, for jeg er ikke meget for at ligge og kravle nede under køkkenbordet - det er pokkers besværligt at komme til. Nå - men heldigvis sad vasken ikke særligt fast, så den fik jeg afmonteret, og så var det noget nemmere at komme til. Det drillede mig sgu godt nok en del - det er jo ikke lige hver dag, man leger blikkenslager - men nu sidder det der - og det virker :-)

"Nød lærer nøgen kvinde at spinde" siger man og det at spinde har jeg lært, men altså også en masse andet.

Min "nøgenhed" har bestået i, at jeg næsten halvdelen af mit liv, har levet sammen med syge mænd.

Først min Far, som blev syg med rygerlunger, da jeg var 12 år og døde da jeg var 19.

Så min første ægtemand, som var syg med jævne mellemrum alle de 13år vi levede sammen.

Endelig fik jeg, som 38-årig, en stor, dejlig sund og rask mand - men som de fleste af mine læsere ved, blev også han syg og døde efter 7 års kræftsygdom.

Men - intet er skidt uden det er godt for noget, for mine mandfolks sygdomme har lært mig, at klare mangen en "mandeopgave" selv :-)

Med sine dårlige lunger kunne min Far ikke lave så meget, men han kunne sidde i sin stol og fortælle mig, hvordan jeg skulle gøre, så jeg har bare været en stor teenage-pige, da jeg begyndte at gribe fat i værktøjet - bl.a. lærte jeg at montere lamper og selv hænge ting op på væggene.

OK - det hjælper nok også en del, at jeg har håndværkergener - min morfar var karetmager.

Finn var sløjdlærer, så i årene med ham overlod jeg det meste til ham eller vi hjalp hinanden. Stiksaven og vinkelsliberen rørte jeg dog ikke.

Men da Finn blev syg midt i havestuebyggeriet lærte jeg også at bruge stiksaven, så både den og vinkelsliberen svinger jeg lystigt :-)

I det hele taget har Finns sygdom lært mig en del. For min måde at afreagere på har været at gå i gang med større projekter herhjemme, når han røg på hospitalet. Så der er både lagt havestuegulv, blevet sænket loft i entreen, fjernet gulvtæppe i stuen, malet og lagt gulv i kælderværelset og m.m på den konto.

Nu mangler jeg kun at lære at bruge en ting. Jeg kunne rigtigt godt bruge en kædesav til mine gamle træer, men sådan en er jeg ikke så tryg ved. Jeg er bange for ikke at kunne styre den på grund af vægten. Meeen det kan godt være, at jeg alligevel investerer i en elektrisk.

Det er bare min mening om den sag

Hvor er jeg dog bare træt af X-factor. Nu er det heldigvis overstået - næsten - for Gudhjælpemig om de ikke bliver ved med at tygge langhalm på den sag.

De gør det igen - det som jeg bare ikke forstår. Lader en ung fløs på bare 15 år vinde. Jeg fatter ikke, hvorfor man ikke sætter en aldersgrænse på mindst 18 år i sådan et foretagende.

Vi har set alt for mange eksempler på, hvordan berømmelsen har smadret psyken på børnene - for i min verden er man stadig barn, når man er 15 år!!!!!

Jeg prøvede at se X-factor lige i starten, men opgav. Dels kan jeg ikke forstå, at man lader folk stille op for at gøre sig selv til grin. OK - de har selv valgt - men alligevel. Og så kan jeg bare ikke snuppe Thomas Blackman. Jeg ved godt, at han spiller en fastlagt rolle, men da jeg så ham i TV-avisen forleden, blev mit indtryk af ham absolut ikke bedre.

Jeg kan jo så bare lade være med at følge med, hvilket jeg iøvrigt også har gjort, men det har sgu været svært at undgå. Onsdag morgen blev jeg mødt af nogle totalt kuldrede teen-age-tøser (de er kun 11 år), som havde været til koncert på Rådhuspladsen aftenen før. De var fuldstændig oppe at køre og var langt fra faldet ned igen.

Om eftermiddagen plejer jeg at høre P4. Sørme om de ikke også her snakkede X-factor hele fredagen og igen i går formiddags.

Næste fredag tager vi så lige en omgang mere med gamle klip. Godt jeg har mange programmer at vælge imellem på mit TV :-)

Jeg har fået den her

af Helle . Tusind tak for den :-)

Og så til det svære. Den skal nemlig gives videre og så er det jo liiige det med at finde 5, som ikke er blevet "ramt", for jeg kender mange, som er berettigede til den.

Men Siffes Planet berører mig meget, fordi Siffes skriverier minder mig meget om en tid, som heldigvis er overstået for mig for efterhånden 12 år siden. En tid, hvor min psyke ikke var så stærk som nu.

Og Hanne fordi Hanne er et dejligt menneske, som strikker de mest vidunderlige sjaler.

Susanne fordi hun er en gæv "pige" :-)

og Ditte fordi hun - lige som jeg - kan snakke i timevis om sin enbårne søn :-)

Sidst - men ikke mindst - Birthe - som jeg i nu 6 år har kendt via Webstrik og som har været mig en vidunderlig hjælp igennem nogle svære stunder.

Supercarla

Så er jeg kommet så langt med SuperCarlas Poncho. Jeg er kommet til felt nr. 9. UF - at skulle samle masker op fra vrangsiden af et strikketøj - det kan jeg ikke lide, men nu har jeg fundet en genial metode :-) Inspirationen kom, fordi jeg flere gange har prøvet at strikke "på engelsk" - altså i den modsatte retning, så jeg gør sådan her: Jeg har pinden i venstre hånd og kanten, som der skal strikkes op i højre med retsiden opad - garnet har jeg over venstre pegefinger. Nu stikker jeg pinden fra retsiden ind i lænkerne, som garnet skal igennem - snor garnet bagfra ned under pinden og forfra op omkring pinden. Så krænger jeg lænkerne henover det og af pinden I øvrigt strikker jeg så en ret- og en vr-pind på de nyopsamledemasker, før jeg begynder på netmønstret - det synes jeg bliver pænest. Nåh - men der var vist nogle matetikopgaver, som skulle rettes - men det her er sjovere :-)

"Tak for en dejlig fødselsdag"

Sagde den unge mand, da vi sagde Godnat i går aftes :-)

Og jeg må skuffe dig Anette. Han blev rigtig glad for aben, så den bliver her i huset. "Cool - nej hvor er den cool"(altså det sprog !! :-) )

Ikke så sært jeg er glad for min håbefulde pode. Han kan bare noget, og det er Finn og mig, som har givet ham det. Jeg har været så glad det sidste halve års tid - har glædet mig over, at den opdragelse Finn og jeg gerne ville give vores søn er så vellykket :-) OK - han kan være lige så møghamrende irriterende, stædig, påståelig og rodende som alle andre teen-agere, men i det store hele er han sgu faldet godt ud:-)

Finn og jeg havde delt klasse sammen i 4 år, da vi blev kærester, og vi harmonerede netop så godt, fordi vi var så ens i vores tilgang til ungerne. Jakobs opdragelse var ikke noget vi diskuterede - det blev bare sådan. Han er opdraget med de 3 K´er - kærlighed, krav og konsekvens - med mest vægt på det første :-)

Finn og jeg var langt fra altid enige om der skulle siges ja eller nej til Jakob - men vi var enige om at være enige, så han har aldrig kunnet spille os ud mod hinanden, og det tror jeg på er ekstremt vigtigt. Jeg ser alt for mange eksempler på det modsatte hos ungerne i skolen.

Jeg går også og smiler over, hvor meget han ligner sin far. En ting er det, som ligger i generne, men påvirkningen skinner skam også igennem til trods for at Jakob kun var 13½ år, da hans far døde. Der er ingen tvivl om, at det er påvirkningen i de yngste år, som er de vigtigste.

Og så er jeg stolt :-) Stolt over min søn og mig selv. Stolt over, at vi klarer os så godt, selv om vi mistede Finn. Det er en utrolig lettelse for mig at nyde det gode resultat, for hvordan det skulle gå med Jakob, var min største bekymring, da vi mistede Finn.

Så kom dagen :-)

I nat kl. 2.23 var det præcis 18 år siden, at denne dejlige unge blev født.

Et STORT TILLYKKE med dagen min skat :-)

Han ser så stor ud på billedet, men når man ser ham her sammen med sin far kommer de rette dimensioner frem :-)

Læg i øvrigt mærke til tallene - d.22.3. kl.2.23. Sjovt nok, var det Finn som først lagde mærke til det (det er jo ellers mig, som er matematikeren).

Ekstragaven blev færdig og sidder nu og venter på den unge mand på spisebordet, så moderen har endelig "fået lov" til at starte på næste projekt (se under d.20.3.) - det er sjovt at strikke:-)

Han sover stadig sødt, men har lovet at stå op ved 10-tiden. Det holder nok hårdt, for da jeg var oppe i et lille ærinde kl. halvtre i nat, var der stadig lys på hans værelse :-) Men i eftermiddag bliver vi 21 til frokost - 14 voksne og 7 børn - så der er nok, som skal gøres.

Min søster har en teori om, at børn, der er født om natten, bliver B-mennesker, og det passer så sandelig på den unge mand. Han var 4 mdr. gammel før han sov på den rigtige side af midnat, og siden han blev så stor, at han selv styrede sengetiderne, har han lynhurtigt vendt op og ned på nat og dag, når vi har ferie.