Besøgstæller

søndag, marts 23, 2008

"Tak for en dejlig fødselsdag"

Sagde den unge mand, da vi sagde Godnat i går aftes :-)

Og jeg må skuffe dig Anette. Han blev rigtig glad for aben, så den bliver her i huset. "Cool - nej hvor er den cool"(altså det sprog !! :-) )

Ikke så sært jeg er glad for min håbefulde pode. Han kan bare noget, og det er Finn og mig, som har givet ham det. Jeg har været så glad det sidste halve års tid - har glædet mig over, at den opdragelse Finn og jeg gerne ville give vores søn er så vellykket :-) OK - han kan være lige så møghamrende irriterende, stædig, påståelig og rodende som alle andre teen-agere, men i det store hele er han sgu faldet godt ud:-)

Finn og jeg havde delt klasse sammen i 4 år, da vi blev kærester, og vi harmonerede netop så godt, fordi vi var så ens i vores tilgang til ungerne. Jakobs opdragelse var ikke noget vi diskuterede - det blev bare sådan. Han er opdraget med de 3 K´er - kærlighed, krav og konsekvens - med mest vægt på det første :-)

Finn og jeg var langt fra altid enige om der skulle siges ja eller nej til Jakob - men vi var enige om at være enige, så han har aldrig kunnet spille os ud mod hinanden, og det tror jeg på er ekstremt vigtigt. Jeg ser alt for mange eksempler på det modsatte hos ungerne i skolen.

Jeg går også og smiler over, hvor meget han ligner sin far. En ting er det, som ligger i generne, men påvirkningen skinner skam også igennem til trods for at Jakob kun var 13½ år, da hans far døde. Der er ingen tvivl om, at det er påvirkningen i de yngste år, som er de vigtigste.

Og så er jeg stolt :-) Stolt over min søn og mig selv. Stolt over, at vi klarer os så godt, selv om vi mistede Finn. Det er en utrolig lettelse for mig at nyde det gode resultat, for hvordan det skulle gå med Jakob, var min største bekymring, da vi mistede Finn.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Kære Anne,
Det var bare så skønt at læse dette indlæg. Godt gået!
Til lykke til jer begge to.
Kærligst, Birthe