Besøgstæller

mandag, juli 12, 2010

Lidt af hvert

Læg lige mærke til, at mine billeder har fået afrundede hjørner.  Lona gav mig nemlig et godt tip, da vi i lørdags var til strikkecafé hos Lene .

Lona fortalte mig, at hun bruger Windows Live Writer til sine blogindlæg.  Vel hjemme fik jeg det straks downloaded og ja – det er meget nemmere, at lave pæne indlæg.  Man kan en del ting, som jeg liiige skal have fundet ud af, men tak Lona, for det tip :-)

Det er godt nok varmt for tiden, men jeg prøver, at lade være med at klage :-)  Jeg tænker nemlig ca.1½ måned tilbage, hvor jeg blev mere og mere deprimeret over det kolde vejr.  Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst fik sandalerne og de ærmeløse bluser så sent på.

Det var dog dejligt med regnen i går aftes.  Meget blev det ikke til –aftenhimmel en 4-5mm, men se lige den skønne aftenhimmel, som viste sig bagefter:

Drengestrik

marius

Lige nu står den på drengestrik.  Senere på sommeren skal vi en tur til Hjørring for at besøge min ene niece.  Trine har to drenge, som selvfølgelig skal begaves med et par sweatre.

Opskriften er fra Drops (59-2).  Jeg er klogeligt starte med den største :-).  Normalt ville det ikke være noget problem, at nå at strikke 2 sweatre str. 2 og 6år på 3 uger, men jeg er lidt spændt på, om jeg når det.  Vejret er jo ikke ligefrem til uldstrik, så det er stort set kun om aftenen der strikkes, men bullen er da næsten færdig.

Garnet er noget Jill fra Ingelise, som jeg har haft på lageret en del år.  Det er nemlig købt til en sweater til Finn.  25 nøgler har jeg, så der er videre planer.  Jeg har lidt dårlig samvittighed over, at det mest er grandniecerne jeg strikker til (pigestrik er nu sjovest :-)  ), så nu må det snart være Augusts og Ottos tur til noget grandfasterstrik – derfor har jeg lige købt denne her hos Knitpicks:

10421220

Opskriften går fra str. 2 – 10 år.

Der bliver nok kun garn nok til den ene af det råhvide Jill – meeen – jeg har da andet på lageret :-)

mandag, juni 28, 2010

Strik bliver det skam også til

Noget får jeg skam da strikket og hæklet. Pandaen blev skam færdig og blev overrakt til den unge mand, da han fik huen på i onsdags.

En kær kollega er gået af og til hende fik jeg strikket et smukt, varmt sjal. Desværre fik jeg det ikke fotograferet, men billedet fra bogen "Zauber der verkützen Reihen" får du her. En lille top til naboens Mathilde og en sommerkjole til Tilde, er det skam også blevet til, men de er endnu ikke monteret så....

Ellers vader jeg rundt i forskellige strikketøjer. For laaang tid siden startede jeg på en Drops-trøje i det lækre Bentegarn, men jeg er ikke sikker på at faconen klæder mig, så den ligger meget stille. Jeg overvejer at trævle den op og strikke en Vifte (MI) i stedet. Det er efter jeg strikkede Empiren , at jeg er blevet i tvivl. Den klæder mig bare ikke og bliver nok også trevlet op. Det er noget med, at jeg har utroligt lange ben, så overskæringen sidder for højt oppe på begge disse modeller. Understellet bliver endnu længere :-D

Og så er der jo Flettesjalet og Kabeltrøjen - HM. Et par sommertoppe ville jeg også gerne lave. Flere er startet men lagt væk igen, så lige nu strikker jeg endnu et børneprojekt.

Glade dage

Så blev han student min dejlige søn og det med et superflot resultat - 10,7 i gennemsnit. Jamen hvor har han det dog fra :-)

Dagen efter blev håret klippet - ikke helt kort, men i en mere passende længde :-)

Hvor han dog ligner sin far det dejlige "barn" - han besidder en god form for protest mod "reglerne". For et par år siden erklærede han, at han ikke ville klippes før han blev student og sådan blev det. Jeg fik dog lov til at rette det til forrige jul, men det gik ikke så godt og så har jeg ikke fået lov til at røre det siden, men torsdag gik så turen, for første gang i den unge mands liv - til frisøren :-)

Jeg er bare så glad og stolt. Ikke mindst over det flotte resultat, men så sandelig også fordi jeg nu føler, at min "mission" er fuldført. Den mission jeg fik den skrækkelige dag for snart 7 år siden, hvor vi mistede Finn - nemlig at få ført Jakob helskindet igennem, at miste sin far i en alder af 13 år. Jeg er dybt taknemmelig over, at vi fik lov til at få så langt et forløb med Finns sygdom, at vi begge to - Jakob og jeg , var så klar, som man overhovedet kunne blive, til at miste Finn.

Det er bare så dejligt at se, hvor meget af Finn, der skinner igennem i den unge mand. Det sværeste for mig at forstå da Finn døde var, at den geniale hjerne, som rummede så megen viden, bare forsvandt. Men hold da op, hvor er meget af det ført videre i Jakob. Selvfølgelig ligger meget af det i generne, men påvirkningen fra Faderen er der skam også i aller højeste grad, selv om han ikke har været der de sidste 7 år.

mandag, maj 24, 2010

Se lige....

..... hvad der groede frem i min have i lørdags.
Jeg har længe ønsket mig et drivhus. Tanken har udviklet sig gennem de sidste par år, hvor jeg har kunnet se, hvor det bar hen ad med mine svigerforældre. Farfar havde nemlig et drivhus og jeg har længe gået og luret på, om det evt. kunne flyttes. Men jeg gjorde op med mig selv, at det var for besværligt og da jeg hævede mine dyrtidsopsparing for et par måneder siden, synes jeg, at jeg godt kunne få råd til at købe et, så det blev gjort og skulle jo så rejses.

"Det skal du ikke gøre alene" sagde Jens (min nieces mand) til mig for et par uger siden. "Vi kommer og hjælper" - så lørdag troppede et arbejdshold op bestående af min niece, min nevø med ægtefæller og børn og så blev der ellers knoklet i 7-8 timer.

Jakob og jeg startede med at grave ud.

Et par kubikmeter jord blev flyttet, så soklen kunne stå rigtigt (Jens er tømrer og har forstand på slige sager ).

"Tøserne gik i gang med at samle mens ungerne hyggede sig på trampolinen og efter nogle timers knoklen var drivhuset rejst.

Midt i alt det havde Jakob også fået den gasgrill vi købte i efteråret til at virke, så arbejdsholdet kunne få sig et velfortjent måltid efter endt gerning.

Nu mangler der "kun" vinduer - det kan jeg godt selv klare. Jeg gik i gang i går og skulle gerne fortsætte i dag - men hvor blev sommervejret lige af ?

Pavestolt...

....er lige hvad jeg blev i fredags.

Det var torsdag, som var sidste skoledag for den unge mand. Ved midnat natten til fredag blev det bekendtgjort, hvad årets studenter skal op i og de fik deres årskarakterer.

Derfor var Jakob til middag på gymnasiet og moderen sov, da han kom hjem, men han havde lovet at lægge besked til mig.

Da jeg stod op fredag morgen kunne jeg så studere hans årskarakterer. Tolv 12-taller på det foreløbige eksamensbevis !! :-D og et rimeligt heldigt udtræk af eksamensfag. De skriftlige fag var blevet bekendtgjort, så et par dage før, var det gået op for Jakob, at når han skulle op i skr. spansk skulle han ikke op mundtligt - den eneste eksamen han frygtede - hvor heldig kan man være :-) Mundtlig engelsk, oldeævl, musik og så det man kalder AT-forløb. Sådan!! Musik var et stort ønske hos den unge mand, så det var bare heldigt, at han skal det :-D

Fik jeg lige taget en kopi af karakterbladet, så jeg kunne vise det frem til mine kolleger :-) Han er noget af en nørd min kære søn.

Og så skal jeg da lige fremhæve det, som jeg så absolut ikke undlader, at gøre over for alle, som gider høre på mig. Jakob tog 10.klasse med før han startede i gymnasiet og det har bare været så godt for ham. Jeg forstår ikke politikerne og de forældre, som har så travlt med at få de unge hurtigt igennem skolesystemet. Lad dem dog få ro og tid til at modnes - det giver virkelig bonus. Jakob havde ikke fået de gode karakterer, hvis han var startet et år før.

Og så lige lidt mere pral :-) Med det enorme faglige overskud han har, bruger han sin læseferie på, at lave eksamenslæsning for de kammerater, som har brug for hjælp:-) Ja - pæren falder sjældent langt fra hesten, så han vil være gymnasielærer :-D

fredag, maj 14, 2010

"Pandaen er landet"..

...stod der i den SMS, som min håbefulde pode sendte til mig, da jeg stod og ventede på ham i lufthavnen sidste fredag og hvor er jeg dog glad for det. Jakob havde med sit spanskhold været 5 dage i Malaga og jeg nåede da liiige, at få et sug i maven, da jeg fredag morgen så, at en ny askesky var på vej :-)
Heldigvis blev jeg hurtigt beroliget, da jeg så at der var østenvind. Ikke at det er så besværligt, at skulle hjem fra Malga, hvis flyvning var stoppet, men med tanke på, at den unge mand kun havde 8 skoledage tilbage, var det ikke lige det rette tidspunkt, at blive forsinket på.

Næste fredag er det sidste skoledag for den unge mand. 14 år siden er det, at han havde sin første - se bare hvor stolt og glad han ser ud på billedet. Det er mærkeligt at tænke på, at denne epoke snart er slut, men heldigvis er der jo stadig tilstrækkelig meget barn tilbage i ham, så moderen kan få lov til at lave lidt sjov, når han får hue på om 1½ måned.

Jakobs kærlighed til pandaer er før nævnt her og det er kendt på det halve gymnasium, at han har det bløde punkt. Så se lige her:
Denne opskrift har jeg haft i rigtigt mange år og det må da være den rette studentergave til den unge mand, så jeg er i fuld sving med at hækle den :-)

Det bliver nu ikke den eneste gave, men mere om det senere.
Til den store dag, skal moderen selvfølgelig pyntes behørigt.
De små pandaer har jeg købt på en strikkefestival. Jakob har fået én og til de to andre har jeg købt et par små kreolerringe, så jeg kan have dem i ørene, når jeg skal sætte huen på Jakobs hovede. Hvor jeg dog glæder mig. Den skik fandtes ikke, da jeg blev student. Mine forældre var slet ikke til stede - men hvor er det dog dejligt at vi forældre nu får lov til at deltage i festen lige fra starten og mon ikke de fleste straks kan se, hvis mor jeg er :-)))