Besøgstæller

søndag, april 19, 2009

Hvad man ellers kan fordrive tiden med

De dejlige unger - eller elendige møgunger, som jeg ind imellem kærligt kalder dem - kan rode så ganske forfærdeligt.

Det generer mit systematiske sind, når perlerne på skolen bliver blandet alt for meget, for de små perler forsvinder helt i mængden.
Derfor havde jeg lige en pose med hjem forleden, som skulle sorteres og dette gøres nemt med et dørslag :-)

Se bare her, så er der sorteret :-)

Om jeg gør mere ud af det ved jeg ikke om jeg gider. Før i tiden brugte jeg masser af tid på den slags. Det var ikke ualmindeligt, at jeg havde en stor pose rodet broderegarn med hjem til sortering i sommerferien og garnfed, som havde været i barnehænder (det er derfor jeg er så god til at udrede garn :-) ). Men det var også dengang, at vi fik ordentlig tid til Håndarbejdstilsynet. Tidligere fik jeg 80 lektioner om året + ca. 1000 kr om måneden, men det er en saga blot for en del år siden efterhånden. I dag får vi 40 timer og det er så det, så oprydning efter børn og kolleger bruger jeg ikke meget tid på mere.

Ind imellem kan jeg grine i mit stille sind over mine kære kolleger, for min mor brokkede sig over akkurat det samme. I sommerferierne hjalp jeg som barn min mor på skolen med at rydde op og lægge bøger frem ( hun var vicetrisse) og jeg kan stadig - her 50 år efter - høre hende tale om de rodende håndarbejdslærere. OK - jeg skal ikke skyde alt for meget på mine kolleger, for det har hjulpet meget, at vi nu kun er 3 om at læse timerne, men der er jo også desværre vikarer løs i lokalet ind imellem :-)

Det er ikke meget der bliver strikket...

for den forbandede tommel værker stadig.
Det er nu snart 8 uger siden, jeg blev påkørt og det ville nok være klogt, at holde sig helt væk fra computer og strik, men det er dælme svært.
Lidt strikker jeg, men det i et ganske langsommere tempo end jeg plejer, så Drops-jakken nærmer sig ærmegabet.
Karen Noe - sjalet har jeg været nødt til at lægge til side. Det var ellers det, som var lettest at strikke på på grund af de tykkere pinde, men jeg er kommet til frynserne og det kan tomlen altså ikke lide.
Og så er jeg startet på et nyt projekt, som jeg gerne vil have færdigt til slutningen af juni, men nu får vi se, for heller ikke det kan tomlen lide. Endnu en ung mand i familien skal glædes med hjemmestrik og hvorfor kommer der snart mere om. Han er typen til det klassiske, så en Guernsey er planlagt og på pindene
Garnet er købt i UK. Det lækreste bløde anti-tickle merino fra King Cole. På detaljebilledet kan man se starten på "Tree og life" - mønstret, som jeg rigtigt godt kan lide.

onsdag, marts 04, 2009

Intet er skidt...

...uden at det er godt for noget.
Se bare lige her:
Empiren har ligget meeeget længe og ventet på montering, men med en tommel, som ikke kan lide for meget strik, må man jo finde på noget andet :-)
Fakta:
Empire fra Designclub strikket i noget bomuldsdenim fra lageret.
ca. 600g er brugt på p4.
Den lille sweater, som er strikket på maskine har ligget endnu længere, for jeg tror, at jeg oprindelig strikkede den til Tilde, som nu er 3 år.
Måske kan naboens Mathilde bruge den, hvis jeg skynder mig at give den en vask og et jern.

søndag, marts 01, 2009

Kanter

Når jeg starter på et nyt strikketøj tænker jeg altid montering m.m. ind fra starten.
Man starter på jakken med at strikke det nederste stykke af ryggen på tværs. Derefter samles der masker op langs kanten og strikkes opad. Jakken afsluttes med en hæklet kant hele vejen rundt.

Derfor har jeg valgt at strikke løkkekanter på det nedeste stykke, så det er nemt at samle masker op til videre strik og til at hækle kanten i.

Løkkemaskerne fremkommer ved at jeg tager første maske ret løs af og strikker sidste maske vrang og så kommer det til at se sådan her ud:

Når man ikke kan strikke

kan man jo så lave det kedelige, som jeg - som sædvanlig ikke fik gjort. Fredag, da Pia og Bente var på besøg, fik jeg nemlig strikket min sommerjakke færdig. Men montering - når man lige har fået nyt garn - glem det :-))))
Så se bare her, hvad jeg så fik gjort de strikkeløse dage :-)

Nu er den færdig - næsten. Der mangler nemlig stadig trenser til knapperne, men hækle - det kan jeg altså ikke endnu, så det kommer, så snart fingeren kan.

Fakta: Opskrift fra Hjertegarn egentlig til Roma, men jeg har strikket den i Soon, som er lidt tykkere..

Strikket på p 5. 750g er brugt.

Så strikkes der

Selvfølgelig skulle der straks strikkes i det lækre garn, så der blev vundet garn op og slået op til Dropsjakken og så langt nåede jeg indtil tirsdag morgen.

Heldigvis fik jeg også startet på sjalet, for tirsdag morgen sket der noget, som fik sat en stopper for den ivrige strikken.

Jeg blev nemlig påkørt - i et FODGÆNGERFELT !

På min cykeltur i skole skal jeg hver morgen dreje til venstre fra Hvidovrevej - ned ad Risbjergårds Allé. Normalt kører jeg frem for grønt - holder - og kører så videre mod venstre, når der er grønt den vej. Men denne morgen var der rødt da jeg kom frem til krydset. Så i stedet for at vente på grønt, stod jeg af cyklen og trak over i fodgængerfeltet den anden vej. En bilist, som kom fra Risbjerggårds Allé skulle dreje til højre. Han havde travt med at kigge til venstre - kørte bare frem og bongede lige ind i mig. Heldigvis skete der ikke det store med mig, men MIN NYE CYKEL :-( Den er kun en måned gammel og måtte tilbringe 3 dage hos cykelsmeden. Og jeg måtte en tur på skadestuen, for jeg havde slået min højre tommel. Heldigvis var der intet brækket, men for pokker, hvor gør den stadig ondt, så strik bliver det ikke meget til.

Tirsdag og onsdag kunne jeg slet ikke strikke og hvor er man dog handicappet med en øm højre tommel. Så finder man først ud af, hvor meget den bruges. De sidste par dage har jeg dog forsigtigt kunne strikke på sjalet på pinde 5. Drops-jakken strikkes på p 3½ og det kan jeg altså ikke. ØV - jeg var så ivrig efter at få strikket det nederste kedelige stykke af ryggen hurtigt, men det får altså vente.

Til alt held var det en meget chokeret og brødebetynget bilist, som straks stoppede op, så vi kunne udveksle adresser og da jeg kom hjem torsdag lå der en smuk buket og ventede på mig med et kort hvor der stod: "Håber du har det godt. Venlig hilsen Fjolset i forgængerfeltet"

Det varmede :-)

Da Pia fik pip

Forrige fredag havde jeg besøg af to dejlige quindfolk nemlig Pia og Bente .
Bente havde nyt garn til mig og MUMS hvor er det blødt og lækkert. Jeg ville ønske at I kunne mærke på billederne, men I må nøjes med at bruge øjnene.

Til højre det lækre silke/alpaca-garn, som skal bruges til Dropsjakken. Det lyse er restlageret af det garn, jeg vandt i Brittas julekonkurrence. Det skal bruges til et Karen Noe flettesjal. . Til venstre 200 g lækkert silkegarn, som jeg endnu ikke ved, hvad jeg skal strikke af og øverst Bentes gave til mig.

Heldigvis er hverken Bente eller Pia bange for flyvende fugle, så Busser blev sluppet løs og hvad gør en nysgerrig lille pipfugl - den sætter sig selvfølgelig, så den kan følge med i, hvad det er Pia er i gang med :-)